Vejledning i specialklasser

 

Vejledning

Eleverne møder en UU-vejleder allerede i 7. klasse, og igen i 8., 9., og 10. årgang/klasse.

Vejledningen skal være med til at bevidstgøre, eleven om de muligheder og forudsætninger, den enkelte har for uddannelse og involverer dennes interesser og personlige forudsætninger.

Vejledningen er med til at gøre eleverne klar til overgangen mellem skole og uddannelse. UU-Aalborg vejleder eleverne, med fokus på det ordinære uddannelsessystem, og eleverne udskoles til mange forskellige ungdomsuddannelser, alt efter den enkeltes kompetencer og behov.

Når der udskoles til ordinære uddannelser, er det er vigtigt at være opmærksom på muligheden for at søge specialpædagogisk støtte.

Vejledningsprocessen er en del af udskolingen og er et samarbejde mellem eleven, forældre, skolen, PPR, rådgivere og UU-vejlederen. Vejlederen inviteres med til de klassekonferencer og netværksmøder, som skolerne afholder.

Vejlederen deltager i forældremøde. Her informeres forældrene om UU-Aalborg og den vejledning eleverne modtager. Vejlederen kan også deltage i skole/hjem samtaler, for at få talt med forældrene om elevens ønsker og muligheder.

Eleven har mulighed for at komme i forskellige former for særligt tilrettelagt vejledningsaktiviteter såsom praktik, brobygning og virksomhedsbesøg.

Eleverne støttes gruppevis eller individuelt og udfordres på deres ønsker og valg. Eleverne kommer til at tale med vejlederen om alle de vejledningsaktiviteter, hver især har prøvet. Fokus i samtalen er, hvordan vejledningsaktiviteterne skal være med til at gøre den enkelte elev i stand til at vælge den uddannelse eleven drømmer om og har forudsætningerne for at gennemføre. Vejlederen støtter eleven i at lave en realistisk og holdbar uddannelsesplan.

Tilmelding til ungdomsuddannelser/10. klasse

Senest 1. marts i udskolingsåret skal eleven være klar med en  tilmelding til en ungdomsuddannelse eller 10. klasse. Tilmeldingen kan udfyldes på optagelse.dk.